Skabelsesberetningen

Et maleri med ord - en fortælling

Jorden, der da var, i henfarne tider.
Guds herlighed, der skinnede klart.
Gud hos mennesker på jord, en herlighed så stor.
Gud med dem - nærhed.
Gud på jord, ikke bare et fjernt sted i himmelen, men der blandt mennesker.
Engle, tilbedende, ledende mennesker i tilbedelse og lovsang til Gud.

Gud i alt og alle.
I alt, alt hvad der af mennesker foretaget er. Tanke, gerning, motiv.
Gud boende i mennesker der tilbeder og tjener Gud.
Et sandt billede af kærlighed, tilbedelse og lovsang til Gud.

Men så skete det, det uventede af alt.
En engel i et spejl sig selv så:
"så smuk, så underfuld",
men blot en skabning, ikke selvgjort, af sig selv.

Da kom tanken: "På tronen sidde, jeg selv vil".
Hovmod, fald, knæfald for det mørke der i ham selv.
Fejl, ufuldkommenhed, mulighed for fald.
Sat på valg.

"Jeg tronen storme vil, på den sidde vil, JEG den højeste lig, ej blot en skabning".

Når blot jeg et følge få kan, der i oprør og magt overtage kan, den trone få.

Og da han med følget kom til Guds trone,
de alle måtte sig bøje for Guds almagt.
Guds almagt, hans åsyn, dem bøjede, og smed ud.
Ned på jorden, for mennesker at se, på deres fjende.
Forfører, ødelægger, den som ellers var så prægtig.
Guds yngling, så stor, fuld af ædelstene, så prægtig.
Dog smidt til jorden var nu blevet, i et nu.
I vrede over synd.

Da brød Guds vrede løs.

Nej, mine skabninger i oprør ej være;
de ej leve mere, ej skal det skabte i oprør være;
og i mørke blev den sørgende jord.
Dyr og mennesker borte var.
Lyset ej mer, men mørke.
Kaos, ødelæggende.
Et mørke der kunne føles.
Det skaberværk der fortabt var.
Forladt.

Men han var dog den lysende morgenstjerne,
den ledende engel,
et lys for mennesker,
en ledestjerne at se.
At følge.
Men han spiddet blev, den flygtende slange.
Himlen klaret blev,
mens Guds Ånd svævede over vandene.

Og Gud sagde:
"Der blive lys",
og der blev lys på den ødelagte jord.
Den arrede jord, fuld af mørke og kaos.

Men mørkets magter blev adskilt fra lysets,
og deres navn givet, og det der hørte jorden til, dertil blev givet, og dertil himlen tilhørte, dertil sendt.

Og jorden kom til syne.
Klar til at modtage Guds velsignelse.

Og Gud lod af jorden fremvokse planter.
Ej af solen varmede, da den ej synlig var.
Ej i dens rette sammenhæng.
Men bagefter den kom skinnende klar,
på jorden som var bar.
At varme, give liv til vor jord.

Og da der planter var, da dyrene blev til før mennesket, i Guds sind, og derfor i verden, at mennesket skulle underlægge sig den.

Og Guds skabning, den ypperste,
der denne verden tog i eje,
for at tilse og pleje.

Og alt hvad Gud havde gjort,
var såre godt.
Og han hvilede efter al hans gerning.

Men som historien har vist,
at ingen have uden slange,
til at gøre os bange.
Og vi uden sejr stå.
Så kom da det fald, som gjorde Gud sorgfuld.
Men kærlighed sat, til at hjælpe.

Jeg vil gøre dem en klædning i at være,
som de skal bære,
at de i skammen ej stå.

Et lam, uden lyde, uden plet.
Et fejlfrit lam, for dem at dø.

Og de hensat blev til udenfor haven;
Keruber der stod der fra oven,
at en anden engel dem ej forlede måtte,
og de i evig skam.

Dette var historien om godt og ondt.
Om Gud og djævelen.
Om ødelæggelse,
og Guds tagen sit skaberværk tilbage igen.






Hvad er gap teorien ?

Hvad mener jeg med skabelse ?


Ny artikel

Jorden, og ikke livet er gammelt, læs om hvad bibelen siger om jordens alder. Læs mere

Ny artikel

En fortsættelse af min påstand, at der er sket en katastrofe efter vers 1. Denne gang med en lille skitsering af at forståelsen går længere tilbage end som så. Læs mere

Nyt design

Det er med stor glæde at jeg kan fremvise den nye side. Jeg går fra at have links, til at have artikler, for at gøre siden mere personlig.