Vers 2

Og eller Men

Ifølge Custance, er et konsekutiv på hebræisk ikke nødvendigvis brugt for at udtrykke en fortsættende handling, men kan også bruges for at antyde en pause. Ifølge AiG (Answers In Genesis) kan ordet oversættes "og", "men", "nu", "da" alt afhængig af helheden.

When God in the beginning formed the heaven and the earth, (then) the earth was waste and void, etc.
Peter von Bohlem

But (then) the earth became waste, etc.
August Dillman

But the earth was unsightly and unfurnished, and darkness was over the deep....
Septuagint., (Bagster Edition)

Now, the earth, had become waste and wild, and darkness, was on the face of the roaring deep, but, the Spirit of God, was brooding on the face of the waters,
Emphasized Bible by J.B. Rotherham 1902

Ser man de forskellige moderne oversættelser, ser man at de vers VIRKELIG er blevet fortolket. Men vi må forholde os til helheden i kapitlet.

Var eller blev

Vi er nu kommet til det ord som modstanderne af gap teorien elsker at tage fra hinnanden, og det ikke uden store ord og armbevægelser. Det bedste jeg indtil nu har kunnet finde er, "det kan godt oversættes med "blev" hvis helheden kræver det" (sic). De gør meget ud af at sige at man ikke kan oversætte det med "blev" i det vers. På hebræisk siger man ikke "manden var god", men kun "manden god". Skulle ordet "var" med ville det få en hel anden betydning, "at han blev det".

But (then) the earth became waste, etc.
August Dillman

Now, the earth, had become waste and wild
Emphasized Bible by J.B. Rotherham 1902

Der er også det element at "var" formen ikke eksistere på hebræisk, men kun den blivende form, hvorfor Moses ikke kan have ment at jorden var øde og tom, men at den blev.

Øde og tom

1 Mose 1:2 Og Jorden var øde (tohu) og tom (bohu), og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.

Ordene "øde og tom" dækker over mere end man egentligt regner med. Øde kan godt fortolkes med noget som er lagt øde eller noget som har med falsk tilbedelse at gøre og derfor vækker misbehag hos Gud. Ser vi på Esajas 45.18 står der at "ej skabte den øde (tohu), men danned den til at bebos", her sætter Esajas ordet øde og at der ikke var nogen mennesker sammen, han siger at oprindeligt skabte Gud jorden til at beboes og ikke som det giver udtryk for, at der skulle være mennesketomt (1 Mosebog 1.2), altså må der have været en tid hvor der blev øde, som jeg mener vers 2 udtrykker, en afbrydelse af jordens planlagte orden, med mennesker som vandrede med Gud. Ser vi på Esajas 34.11 og Jeremias 4.23-26, hvor ordene tohu og bohu også er brugt, siger de skriftsteder noget om dom og at der var mennesketomt, frugthaven var ørken, byer ødelagt pga af dom. Ser vi yderligere på Jeremias ser vi også at lyset var borte, her er vi igen inde på hvad der står om i vers 2 (mørke over verdensdybet). I versene beskrives en dom som gjorde at jorden blev øde og tom. Da der var mennesker som der står i Jeremias og Esajas, bindes de skriftsteder sammen som beskrivende den samme situation, en situation som ifølge bibelen ikke har været efter Adams skabelse. Hvis der var mennesker før og at de var blevet dømt, måtte Gud jo til at gen-skabe jordens orden og universet, hvad jeg også vil komme ind på i de senere artikler.

Jeremia 4:23 Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte;
24 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;
25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet;
26 jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for HERREN, for hans glødende Vrede.

Esajas 45.18 Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han, som er Gud, som dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen.
19 Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, HERREN, taler hvad ret er, forkynder, hvad sandt er.

Mørke

Mørke bliver tit i bibelen brugt for at gøre mennesker opmærksomme på at Guds dom er over dem, vi ser det i egypten og vi ser det ved korsfæstelsen (Lukas 23:44), det sidste var helt sikkert noget de skriftlærde vidste besked om, de havde jo Moses og profeterne, og salmerne:

Psa 105:28 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

Israel og de skriftkloge ænsede heller ikke at Jesus var kommet til frelse for Israel først, ligesom Moses var kommet til Israel for at føre dem ud af egypten. Det Jesus siger i Lukas 22.53, at "men dette er eders time og mørkets magt", er lidt af en genklang af hvad der skete da jorden blev øde og tom (se næste artikel). Mørket som var over verdensdybet var et udtryk for Guds dom var over dem, for at gøre det klar for de engle som forlod Gud for at følge sine egne veje og som var overgivet til sig selv og den vej de ville følge, at det ville føre til ødelæggelse og dom (læs mere i næste artikel).

Verdensdybet

Når vi kommer til ordet "verdensdybet", læser mange det som at der var vand over det hele, men det fremgår jo af 2 og 3 dag, at Gud skillede vandene fra hvælvingen og samlede vandene på et sted den tredje dag, så det kan ikke være det der var sket. Der var mørke over verdensdybet og ikke vand. Et skriftsted som udtrykker det som der her var sket er Nahum 1:

4 Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen.
5 Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der.
6 Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham.
7 HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som lider på ham,
8 og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke.

Det er af samme doms udfoldelse vi står overfor i vers 2, at alt vand forsvandt, eller at det fordampede pga Guds vrede, som vi har været inde på med "øde og tom", er også her emnet som giver sig til kende i at jorden bliver udsat for ødelæggelse pga dom. Jeg er overbevist om at Nahum vidste af en tidligere dom som var ligeså kontant. I Jeremias 4 står om "Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved" som også er skrevet om i Nahum.

Men Guds Ånd svævede over Vandene

Job 26.13 ved hans Ånde klarede Himlen op, hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

I Job 26.13 står der at Guds Ånd "klarede" (garnished,fairness, clearness), som tyder på at himlen var i en tilstand som ikke var som den oprindelig var, og pga dom over lucifer og hans engle blev både jorden og himmelen ramt af dom, vi ser på den 4 dag, hvor Gud genindsatte orden i sol, måne og stjerner, så de fik deres oprindelige plads, da de blev sat ud af virke pågrund af Guds vrede. (Hab 3.11)

I vers 2 står der "Guds Ånd svævede over vandene", er ordet over oversat med ovenpå i KJV (upon, in, on, over, by, for, both, beyond, through, throughout, against, beside, forth, off, from off), i lyset af Job 26.13 tror jeg mere på at det havde noget at gøre med universet og ikke vandet, da det kom til dets oprindelige plads i løbet af dag 2 og 3.

Slut ord

Himmelen og jorden, er ordene for det ordnede og ikke det øde og tomme, som er beskrevet i vers 2, som vi har set på tidligere, af ordene øde og tom ser vi at der er tale om at jorden var tohu og bohu pga dom, det ser vi i brugen af ordene i andre vers.

Det var en sådan en dom som gjorde af verdenen blev øde og tom ved Guds vredes dom, som fik bjergene til at skælve og solen og månen blev mørke. Det samme ser vi ved dommen på Herrens dag:

Zefanias 1:15 Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag,

Jeg kan ikke lade være med at se det samme i vers 2 i 1 Mosebog 1, at samme situation har fundet sted, dengang imod englene, men denne gang imod menneskene. Der har aldrig fundet en dom sted hvor hele jorden blev menneske tomt (Jeremias 4:25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet;) og kan derfor kun være samme situation som 1 Mosebog 1.2.

Ser vi vers 2 i lyset af vers 1, så er det ikke en jord som den var oprindelig, hele vers 1 taler for sig selv om at det hører en anden tid til end den som her er beskrevet. Himmel og jord fuldendt, rebhia (pause) efter vers 1, blev istedet for var, dom og mørke.